Boganmeldelse af Putteritualet

Drømmejunglen anmelder: Putteritualet - En guide til at skabe trygge sovevaner for dit 0-4 årige barn af Sine Ditlev Bihlet.  

De fleste forældre kender til situationer, hvor det lille barn ikke kan sove. I nogle børnefamilier kan søvntemaet endda være altoverskyggende i perioder. Gode råd er dyre, og måske bliver det næsten en videnskab at finde ud af, hvad barnet har brug for, for at kunne sove bedre.

Nu er der hjælp at hente. Sine Ditlev Bihlet, sundhedsplejerske, søvnspecialist og kvinden bag søvnplejersken.dk, har for nyligt udgivet bogen; Putteritualet - En guide til at skabe trygge sovevaner for dit 0-4 årige barn - og den bog er guld værd.

Putteritualet er det opslagsværk, mange har ventet på og henvender sig til både familier og fagfolk.

Bogens indledende kapitler giver læseren en grundig indføring i evidensbaseret viden omkring det lille barns søvn, søvnbiologi og den store variation i, hvad ”normal søvn” er.  Bogen belyser også, hvordan det, i langt de fleste familier, er et vilkår, at forældrene får mindre søvn de første år af barnets liv – uden at der er noget galt med barnets søvn.  Det er fx helt normalt, at det lille barn vågner flere gange om natten og har brug for forældrene for at finde ind i søvnen igen.

Helt centralt i Sine Ditlev Bihlets bog er det, at tryghed og tilknytning er centrale forudsætninger for det lille barns søvn, og alle metoderne tager udgangspunkt heri.

I bogen understreges det gennemgående, hvordan det lille barn først og fremmest har brug for at blive passet på og være tæt på forældrene. Samtidig belyses vigtigheden af, at forældrene passer på sig selv, så de kan holde til den vigtige opgave, de har.

Efter de indledende kapitler finder man i bogen en lang række forslag til putterutiner, som man kan finde inspiration i på de forskellige alders- og udviklingstrin samt i forbindelse med forskellige udfordringer som fx putning, der varer i timevis, nye soveomgivelser eller afvænning fra mælk som en del af putterutinen. Bogen kan altså også bruges som et meget konkret opslagsværk, når der er brug for hjælp til søvn og søvnrutiner i børnefamilien. Der er ikke tale om ”quick fixes”, men derimod grundlæggende metoder og rutiner, der over tid i langt de fleste tilfælde hjælper med at skabe trygge og gode søvnvaner – til gavn for hele familien.

Alle forslagene til gode putteritualer indeholder desuden både Trøsteplaner og Plan B, så forældrene ved, hvad de skal gøre, når det ikke lykkes, måske fordi forældrene er ekstra trætte og pressede, eller blot fordi barnet har behov for noget andet.

Et af bogens kapitler gennemgår de enkelte elementer i putteritualet med forklaringer på, hvorfor de virker, og hvordan de kan implementeres. Det kan dreje sig om dæmpet belysning, vuggende bevægelser eller søvnmeditationer.

Bogen er skrevet i et letforståeligt og pædagogisk sprog med stor respekt for børn og familiers forskellighed. Den tager udgangspunkt i den eksisterende viden på området, Sundhedsstyrelsens anbefalinger og Sine Ditlev Bihlets store erfaring med børn og søvn.

Bogen hører hjemme på hylden hos enhver, der arbejder med vejledning af småbørnsfamilier, og vil helt sikkert få en vigtig plads i reolen eller på natbordet hos mange forældre også.

Her fra Drømmejunglen får den vores varmeste anbefalinger. 6 ud af 6 stjerner.
Bogen kan købes her.

Anna Knakkergaard er mor til fem, uddannet læge og har desuden en diplomuddannelse i klinisk hypnose. Hun har stor erfaring i at arbejde med børn og unge, og bruger blandt andet hypnoterapi til at hjælpe børn med angst, søvnproblemer eller mavesmerter til et bedre børneliv.

I 2020 startede hun i samarbejde med arkitekt og illustrator Julie Dam, virksomheden Jungledrømme, hvis erklærede vision er at hjælpe børn og børnefamilier til at skabe de bedste betingelser for en bedre søvn.

Jungledrømme ApS
Grønvangen 3
8260 Viby J 
CVR: 42046426

moon